Kødkvægets skjulte superkraft

Af Anne Katrine Aagaard kvægdyrlæge hos Kvægdyrlægerne Midt ApS. Fra Magasinet Dansk Kødkvæg, maj 2026. 

NÅR KREATURER SKABER RO, ANSVAR OG FÆLLESSKAB 

Kreaturer er i mine øjne nogle af de største tryllekunstnere, vi har i moderne landbrug. Koen forvandler græs til mælk og kød af høj kvalitet og bidrager desuden til naturpleje. Men kan vores ofte udskældte, drøvtyggende, metanbøvsende firbenede venner mere end det? Svaret er simpelt: Ja! Rundt omkring i Danmark bruges kreaturer som en vigtig del af hverdagen på socialøkonomiske virksomheder og bosteder for unge mennesker med forskellige udfordringer. Her kan kreaturerne noget helt særligt, som vi ofte glemmer i debatten om klima, effektivitet og produktionsresultater. Hos Kvægdyrlægerne Midt kører vi bl.a. til Landeriet og Tinnetgaard. Her er kreaturerne ikke bare produktionsdyr. De bidrager i høj grad til at skabe struktur, ansvar, ro og fællesskab for unge mennesker, som ofte har haft svært ved at finde sig til rette i traditionelle skole- eller arbejdsmiljøer.

 

LANDBRUGET HAR ALTID HAFT PLADS TIL FORSKELLIGE MENNESKER 

Landbruget har traditionelt været et erhverv med plads til alle. Fra driftslederen, der elsker regneark, management og store maskiner, til ham eller hende, der fungerer bedst med faste rutiner, praktiske opgaver og frisk luft. I takt med at bedriftsenhederne er blevet større og mere effektive, er der færre steder, hvor der er tid og overskud til mennesker, som kræver lidt ekstra støtte i hverdagen. Heldigvis er der steder, som har øje for den positive vekselvirkning, der opstår mellem dyr og særligt følsomme eller udsatte mennesker. Dette sker bl.a. hos Landeriet, som primært arbejder med unge med autisme og ADHD. Mange kommer med en baggrund præget af skolevægring og lange dage alene hjemme på værelset foran en computer. Et STU-forløb (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) som de bl.a. tilbyder på Landeriet, kan være vejen frem for disse unge mennesker. På Landeriet er der faste rutiner og skemaer i hverdagen, hvilket passer rigtig godt til mange af eleverne. Samtidig får de ansvar for daglig pasning, tilsyn og fodring af dyrene. Ansvaret ligger hos Gert-Jan, som er faglært landmand fra Asmildkloster og har en diplomud dannelse i erhvervspædagogik. Han nyder hverdagen med eleverne og det at se dem vokse med det ansvar, han giver dem. “Unge med autisme har den fordel, at de er utrolig dygtige til at spotte ting, der ikke er, som det plejer. De er bl.a. gode kalvepassere og rigtig gode til at kigge på køer.” 
 

KREATURER KAN NOGET HELT SÆRLIGT

 Hos Tinnetgaard er det Thue, som står for arbejdet omkring kreaturerne. Thue er faglært landmand, opvokset med jerseykøer, og han arbejdede som inseminør i en årrække ved Viking Genetics, inden han begyndte på Tinnetgaard. 2/3 af eleverne bor på Tinnetgaard, hvoraf de fleste er tilknyttet et STU-forløb, og 1/3 er i en anden form for beskyttet beskæftigelse på dagtilbud. Flere kæmper med diagnoser, lavt selvværd eller tidligere dårlige erfaringer fra skolesystemet. I løbet af deres forløb roterer de mellem forskellige værksteder: Gårdbutik, håndværk, mekaniker, æglæggende høner, køkken, have, maskiner, heste og smådyr – samt landbrug med kreaturer. Ifølge Thue kan kreaturerne noget helt særligt for de unge: “Når man er hos kreaturerne, er der ingen larm fra kunder, maskiner eller store grupper af mennesker. De unge kommer udenfor, får frisk luft og arbejder med de samme rutiner hver dag. Det giver en helt anden ro.” Thue fortæller blandt andet, at de ikke bruger traditionelle fangefolde ved håndtering af kreaturerne: “Eleverne skal samarbejde om at holde en polytråd og drive køerne roligt. Det kræver holdånd, ro og systematik. Når først de føler sig som en del af holdet, giver det dem en helt særlig følelse, de måske ikke tidligere har haft.” Han peger samtidig på, at moderne landbrug ikke altid har plads til denne type medarbejdere. Ikke fordi de unge ikke kan arbejde – tværtimod – men fordi det kræver lidt ekstra tid, forståelse og fleksibilitet i hverdagen. Desuden har nogle brug for kortere arbejdsdage
 

NÅR DYRLÆGEN KOMMER I STALDEN 

Ved et besøg er det ofte Gert-Jan eller Thue, der præsenterer patienten, mens eleverne holder sig i baggrunden. Men når arbejdet begynder, bliver det hurtigt tydeligt, at de unge er en vigtig del af det daglige arbejde omkring dyrene. Ofte er det dem, der opdager, når noget har ændret sig. En kalv, der hænger lidt. En ko, der ikke kommer til foder. Små ændringer i adfærd, som man kun opdager, når man er tæt på dyrene hver eneste dag. Som dyrlæge, der besøger mange for skellige besætninger hver uge, er jeg glad for at se, at nogle ejere stadig værner om denne kultur for social ansvar lighed

 

MÅSKE EN STYRKE, VI HAR GLEMT? 

I en tid, hvor køer ofte bliver reduceret til klimatal og metanudledning, synes jeg, at steder som Tinnetgaard og Landeriet minder os om noget vigtigt. Kreaturer kan meget mere end at producere mælk og kød samt pleje naturen. De skaber struktur. Ansvar. Fællesskab. Ro. Og samtidig minder de os om noget af det, jeg beundrer landbruget absolut mest for: At give alle typer mennesker følelsen af at høre til og være en del af et fællesskab.
 
 

 

Kødkvægets skjulte superkraft

Denne hjemmeside bruger cookies
Benyttes til at gemme valg på hjemmesiden.
I tilfælde af video kan der påkræves accept af alle cookies.

Du kan kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers avancerede indstillinger