Nyt samarbejde med Bixter
Porcus og Dyrlæger & Ko går ind i nyt uddannelses-samarbejde
To af landets største dyrlægeaktører indgår partnerskab med rekrutteringsvirksomheden Bixter om målrettet forberedelse af internationale medarbejdere til danske landbrug.
(Artiklen er oprindeligt bragt i Landbrugsavisen d. 25. februar 2026 her)
To af landets markante dyrlægeaktører går nu ind i et samarbejde med rekrutteringsvirksomheden Bixter om at styrke oplæringen af internationale medarbejdere i dansk landbrug.
Porcus, en af landets største veterinære grisepraksisser, og Dyrlæger & Ko, der rådgiver størstedelen af danske kvægbedrifter, har bidraget til udviklingen af undervisningsmaterialet i det nye initiativ Bixter Academy.
Uddannelsesprogrammet blev lanceret i december 2025 og er målrettet internationale medarbejdere, inden de starter arbejde på danske gårde.
Ifølge administrerende direktør i Porcus, Kristian Viekilde, er behovet for systematisk oplæring vokset i takt med ændringerne på arbejdsmarkedet.
- Arbejdsmarkedet har ændret sig markant i de seneste 15 år, og i dag er der et overtal af udenlandske ansatte i dansk landbrug. Det skaber nye udfordringer i hverdagen, og derfor er den rigtige oplæring af medarbejdere blevet endnu mere kritisk, end den tidligere har været, siger Kristian Viekilde.
Hos Dyrlæger & Ko peger direktør Rune Friis Kristensen på, at bedre forberedelse kan have både driftsmæssige og økonomiske fordele.
- Mange udenlandske medarbejdere bliver ansat for perioder på 18 måneder ad gangen, og derfor har landmændene ikke råd til at skulle bruge de første uger på at starte forfra med oplæring hver gang. Et forberedende uddannelsesforløb giver et langt bedre udgangspunkt økonomisk og for trivslen hos nye medarbejdere, siger Rune Friis Kristensen.
Bixter Academy er udviklet af Bixter i samarbejde med blandt andre Porcus og Dyrlæger & Ko og skal give internationale medarbejdere en grundlæggende forståelse for faglige krav, kultur og arbejdsgange i dansk landbrug.
Læs mere om Bixter her:
Læs mere om Bixter og Dyrlæger & Ko her: